Dette blogindlæg udforsker, hvordan Rejsen til Vesten på en unik måde kombinerede fantasiens fantasifulde omfang, romantikkens følelsesmæssige dybde og komediens originale humor for at opnå sin karakteristiske charme.

Den betydningsfulde rejse mod vesten efterlod mig

"Journey to the West" er en film fra 1995 med Stephen Chow og hans nære samarbejdspartner, Andy Lau, i hovedrollerne. Min grund til at vælge denne film er simpel: det er min absolutte yndlingsfilm. Hvis jeg blev bedt om at nævne den film, jeg har nydt mest, ville jeg uden tøven sige "Journey to the West". Det er så dybt betydningsfuld denne film er for mig. Så i det øjeblik, jeg hørte om denne opgave, kom "Journey to the West" naturligt til mig. Jeg så denne film første gang i mit første år i gymnasiet, da jeg faldt over den ved et tilfælde, mens jeg så en kabel-tv-filmkanal. Men da jeg begyndte at se den uforstyrret, mens jeg surfede på kanalerne, så jeg ikke både del 1 og 2; jeg endte med kun at se del 2. Og da filmen nærmede sig sin slutning, brast jeg i gråd, virkelig knust. Når jeg fortæller denne historie, spørger folk omkring mig ofte, hvorfor jeg græd over en film med en abe og en gris, men uanset hvor mange gange jeg ser den, bryder jeg uundgåeligt sammen i gråd i den sidste scene. Efter at være kommet til at elske "Journey to the West" på denne måde, blev mit ønske om at se den ordentligt fra starten stærkere. Jeg gik endda så langt som til at efterlade en besked på filmkanalens hjemmeside og bede dem om at genudsende den. Til sidst købte jeg filmen i en DVD-butik, og nu ejer jeg begge dele. Jeg ser dem igen, når jeg keder mig, og jeg har lært de fleste replikker udenad og kender historien ud og ind. Alligevel græder jeg stadig hver gang, jeg ser den sidste scene.
Nå, jeg kunne godt lide Stephen Chow selv før det, men denne film gjorde mig til hans fan. Selvom jeg ikke har set alle hans film, har jeg gjort mit bedste for at se så mange som muligt. Selvfølgelig forfølger hans seneste udgivelser som "Shaolin Soccer" eller "Kung Fu Hustle" mere mainstream-humor, men Stephen Chows film bringer mig stadig glæde. Selvom mange af hans film er lidt barnlige og overdrevne, er der få værker, der er lige så perfekte som hans, når man vil have klaret hovedet og grine let og tankeløst. Af denne grund, når jeg tænker på hans film nu, føler jeg et behageligt smil og et ønske om at se dem igen.

Filmens fortællingsresumé

Moonlight Pearl

Sun Wukong (Stephen Chow) må rejse til de vestlige regioner med Tang-dynasti-munken Tripitaka (Naga Young) for at finde hellige skrifter. Men fristet af rygtet om, at det at spise sin mester Tripitaka giver udødelighed, konspirerer han med sin ven, Hestedæmonkongen, for at dræbe ham. Midt i denne sammensværgelse dukker Guanyin Bodhisattva op og irettesætter Sun Wukong. Sun Wukong trodser selv Guanyin Bodhisattva og gør i sidste ende oprør. Som følge heraf ødelægger Guanyin Bodhisattva Sun Wukong, men den medfølende Tripitaka-mester ofrer sig selv for at trygle om Sun Wukongs reinkarnation. Bevæget af Tripitaka-mesterens offer lover Guanyin Bodhisattva at reinkarnere Sun Wukong som et menneske.
Fem hundrede år senere genfødes Sun Wukong som den Højeste Buddha (spillet af Stephen Chow), der lever som leder af en banditbande på Wuyue-bjerget. En dag dukker to dæmoner ved navn Chun San-jang og Baek Jeong-jeong (spillet af Mok Mun-wi) op ​​og truer Jizunbo og kræver, at han finder en person med tre prikker på deres fodsålerne. Dæmonerne tror, ​​at Tang Sanzang også må være blevet reinkarneret, og at hvis de fanger og fortærer ham i det øjeblik, han møder Sun Wukong (nu Jizunbo), vil de opnå udødelighed. Dette er den plan, de har udtænkt. For at gøre tingene værre slutter Hestedæmonkongen sig til kampen og antænder en hård kamp blandt dæmonerne.
Midt i kaoset forelsker Jizunbo sig i Baek Jeongjeong, som var hans kone for 500 år siden, men nu er blevet reinkarneret som en dæmon. I mellemtiden fødes et barn, der er en reinkarnation af Tripitaka, mellem næstformand Li Dangga og Chun Samsipjang. Først efter mødet med dette barn indser Jizunbo endelig, at han er Sun Wukong. Efter at have fået fat i den mystiske skat 'Moonlight Pearl', der muliggør tidsrejser, rejser Sun Wukong endelig 500 år tilbage i tiden.
Han ankommer dog til et ukendt og mystisk rige, hvor han møder Mester Zha Xian i Shu Lian-hulen. Dette møde bliver et afgørende vendepunkt, der tvinger Sun Wukong til at genoverveje skæbnens tråde, der er flettet sammen med hans fortid, nutid og selve han selv.

Zenmesterens fortælling

Denne kvinde er Mester Banxia, ​​som 500 år senere bliver mesteren over Bai Zhengjing og Chun Sanlang. Zixia er selve hjertet i Tathagatas lampe og deler en enkelt krop med sin ældre søster, men alligevel stiger hun ned i den dødelige verden for at søge sin skæbnebestemte partner. Zha He troede, at hendes skæbnebestemte partner måtte være i stand til at trække hendes Zicheng-sværd. I det øjeblik hun så Zizunbo trække det, markerede hun ham som sin mand. Men da Zha He fandt ud af, at Zizunbo allerede havde en elsket kvinde, forlod hun stille og roligt stedet. Zizunbo, der vendte tilbage for at søge sin herre, blev taget til fange af Hestedæmonkongen sammen med sine meddisciple.
Hestenes og dæmonernes dæmonkonge forsøger at gifte Jizunbo med sin søster, Xiangxiang. Jizunbo flygter i hemmelighed fra ceremonien og tager til Edderkoppespindshulen. Der møder han Bai Zhengjing igen. Bai Jingzhen, der indser Zizunbos følelser for Zaha, forlader dog til sidst hans side. Zizunbo går til Guanyin Bodhisattva, erklærer, at han vil blive Sun Wukong, og sværger aldrig at elske en kvinde igen.
Bagefter tager Zizunbo til Dæmonkongens slot med Zhu Bajie og Sha Wujing for at redde Tang Sanzang, hvor de deltager i et afgørende slag og redder Zaha i processen. Efter at have bekræftet Zizunbos kærlighed, dør Zaha, mens hun forsøger at redde Sun Wukong, som er i fare under den voldsomme kamp, ​​og som bliver slået ned af Hestedæmonkongens sværd. Hestedæmonkongen møder i sidste ende sin ende for Sun Wukongs hænder.
Sun Wukong og hans ledsagere begiver sig endnu engang ud på deres lange rejse. Undervejs ser de Zizunbo og Zaha mødes igen og bekræfte deres kærlighed til hinanden, og historien bevæger sig mod sin naturlige afslutning.

Fantasi, Romantik, Komedie

Stephen Chows serie "Rejsen til Vesten", baseret på den kinesiske fantasyroman "Rejsen til Vesten" fra Ming-dynastiet, tilhører også fantasygenren. Men da den har Stephen Chow, kendt som komediens konge, i hovedrollen, inkorporerer den naturligt komiske elementer. Desuden viser den levende en dyb og sørgmodig romantisk tone, hvilket gør den nok mere passende til romancegenren.

Fantasy

Figurerne i fantasyfilmen inkluderer primært den øverste skat (Sun Wukong) og hans underordnede, grisen (Zhu Bajie), den blinde mand (Sha Wujing), samt Tang Sanzang, Bai Jingjing (en dæmon), Chun San Shizhang (en dæmon), Zha Ha (en munk) og hestedæmonkongen. Tro mod fantasygenren er de afbildet som væsener tættere på dæmoner eller udødelige snarere end almindelige mennesker.
Derudover indeholder filmen en mystisk artefakt kaldet Måneskinsperlen, en anordning med tidsrejsemuligheder svarende til en tidsmaskine. Når den bades i måneskin og besværgelsen "Poro Poromi" synges, frigør den kraften til at springe gennem tiden – fra blot få minutter til op til fem hundrede år.
I *Rejsen til Vesten* spiller drømme en afgørende rolle i fortællingens fremskridt. Jadekejseren hører gentagne gange Guanyins stemme i sine drømme og får dermed indsigt i sin egen eksistens. Han er også vidne til scener med dialog mellem Tang Sanzang, Guanyin og Sun Wukong gennem disse drømme. Det er værd at bemærke, at scenen, hvor Sun Wukong bliver dræbt af Guanyin, og scenen, hvor Tang Sanzang vælger døden for at redde sig, begge præsenteres gennem drømme. Denne tilgang strukturerer fortællingens flow på en unik måde.
Tro mod kinesiske wuxia-films natur optræder kampsportscener også ofte. De to smukke kvindelige dæmoner besidder exceptionelle kampsportfærdigheder, og Zha Ha besidder også ekstraordinære kampsportfærdigheder. Derudover demonstrerer scener som den, hvor en vifte skaber en vind, der er kraftig nok til at sende jorden flyvende mod solen, hvor dybt fantasy-elementer gennemsyrer hele filmen.
Selvom nogle kritikere anser specialeffekterne for at være ret dårlige, passer selv disse scener naturligt ind i Stephen Chows karakteristiske filmstil, hvilket yderligere fremhæver værkets unikke karakter.

Romantik

Romantik er særligt fremtrædende i denne film. Selvom den tilhører fantasygenren, husker mange mennesker ikke primært Rejsen til Vesten som et simpelt fantasyværk, men først og fremmest hjertesorgen og tragedien indeholdt i en umulig kærlighed. Oprindeligt var Zahaxianzi vægen til Sol- og Månelamperne (日月明燈), der oplyste forsiden af ​​Buddha-statuen ved siden af ​​Qinghaxianzi. Men en dag, drevet af et målrettet ønske om at tage manden, der trak hendes sværd, det Jadegrønne Sværd, som sin mand, flygter hun fra det himmelske rige. I mellemtiden rejser den Højeste Skat, der bærer Måneskinsperlen, frem og tilbage gennem tiden, kun for at blive fejet ind i en verden 500 år tidligere. Der, foran Bansadong-hulen (stadig kendt som Suryundong på dette tidspunkt), møder hun ingen ringere end Zixia Xianzhe.
Ji Zunbo havde en presserende grund: han skulle hente Måneskinsperlen så hurtigt som muligt for at flyve 500 år tilbage i tiden og redde Bai Zhengjing fra randen af ​​'selvmord'. Men Zixia Xianzhe havde ingen intentioner om at opgive den. Så trak Ji Zunbo tilfældigt Zixia Xianzhes Jadeblå Sværd frem. I det øjeblik genkendte Zixia Xianzhe Ji Zunbo som sin skæbnebestemte soulmate. Zha Xianzi brugte sin magi til at trænge direkte ind i Zizunbos hjerte og bekræfte hans sande følelser. Hun opdagede, at Sun Wukong (stadig Zizunbo på dette tidspunkt) stadig elskede Bai Zhengjing, 'efterladt i verden 500 år ude i fremtiden'. I sidste ende besluttede Zha Xianzi at forlade Zizunbo.
Omkring det tidspunkt mødte den Højeste Skat Hestedæmonkongen og endte tilfældigvis med at gifte sig med Hestedæmonkongens søster. Hestedæmonkongen erklærede, at han havde fået en konkubine. Denne konkubine var ingen ringere end Zixia Xianzhe. Rasende over, at Jijunbo, der hævdede at elske Baek Jeongjeong, havde giftet sig med Hestekongens søster, trækker Jahaseonja sit sværd og nærmer sig Jijunbo, som om hun vil skære halsen over på ham. Men i det øjeblik når Jijunbos monolog hendes ører.

"I det øjeblik var afstanden mellem det blad og min hals blot 0.01 centimeter. Alligevel, i det korte øjeblik, ville ejeren af ​​det sværd komme til at elske mig fuldstændigt. For jeg havde besluttet mig for at lyve. Selvom jeg havde fortalt utallige løgne i mit liv, var det øjebliks løgn den mest perfekte af alle."

Jaha Seonja råber rasende.

"Tag et skridt mere, og jeg slår dig ihjel med det samme."

Jijunbo svarer.

"Gør det. En slyngel som mig fortjener at dø. Sand kærlighed stod foran mig, men jeg genkendte den ikke. Først efter den var væk, indså jeg min dybe fortrydelse. I menneskelige anliggender kan der ikke være større lidelse end denne. Jeg beder dit blad om at ramme min hals. Tøv ikke. Hvis himlen giver mig én chance mere, ville jeg kun sige disse tre ord til hende: 'Wo ai ni.' Hvis den kærlighed skal have en deadline, ville jeg sætte den til ti tusind år."

Og Zizunbo indrømmer, at hans sande kærlighed var Zahaxianzi, og erklærer, at han vil finde Måneskinsperlen, vende tilbage 500 år senere, redde Baizhengjing, afsløre sandheden og udrede det skandaløse rod. Hans glatte tale bedrager Zahaxianzi fuldstændigt. Men lige da han forsøgte at flygte, blev han opdaget af Dæmonkongen, hvilket førte til en kamp. Under sin flugt faldt Jizunbo ned fra en klippe. Næppe reddet af en tyv, erfarede Jizunbo, at han, mens han var bevidstløs, havde råbt navnet Baek Jeongjeong (kvinden, der var bestemt til at være hans kone 500 år senere) 98 gange. Men det, der fulgte, var endnu mere chokerende.

"Han råbte Jia Ha Xianzi 784 gange."

I det øjeblik dukker Bai Zhengjing fra 500 år ude i fremtiden op, og Zizunbo fortæller hende det.

"Om 500 år, på grund af mig, vil du glemme aben og blive min kone. Det har været virkelig svært hele tiden. Der har været utallige begivenheder ... Lad os ikke gifte os om 500 år. Lad os gifte os nu."

Baek Jeongjeong træder også ind i Jijunbos hjerte for at bekræfte hans sande følelser. Da Baek Jeongjeong indser, hvem Jijunbo elsker, efterlader han et brev og går. Jijunbo, der gentagne gange har viklet sig ind i romancer og skandaler med forskellige kvinder, mens han rejser mellem fortid, nutid og fremtid, står endelig over for sit skæbneøjeblik. I dette øjeblik dukker Chun Sam-nang op og tager Jijunbos liv. Den fysiske Jijunbo dør og efterlader kun den komplette Sun Wukong.
Sun Wukong realiserer Guanyin Bodhisattvas vilje i Vand-Lotus-hulen. Han får indsigt i betydningen af ​​alle verdslige forbindelser - menneskelig kærlighed, hengivenhed, had, død og mere. Han afbryder nu fuldstændigt alle verdslige bånd, placerer Diamantpandebåndet (et redskab, der nådesløst klemmer hans pande, hvis enhver vedvarende tilknytning til menneskelige anliggender forbliver) på hans pande og begiver sig ud på rejsen for at redde Tang Sanzang og få fat i skrifterne fra de vestlige regioner. Alligevel, lige før han ifører sig Diamantpandebåndet, udtaler han en sidste, hjerteskærende kærlighedsbekendelse.

"Før genkendte jeg ikke den, jeg virkelig elskede, selv når hun stod foran mig. Først efter at have mistet hende, fortrød jeg det. Hvis jeg fik en chance til, ville jeg sige, at jeg elsker hende. Hvis kærlighed skal have en deadline, ville jeg sætte den til ti tusind år."

Disse ord var identiske med dem, som den Højeste Skat tidligere havde sagt for at bedrage Zha Ha, men denne gang var de oprigtige, ikke falske. Efter at være blevet den uovertrufne, himmeltrodsende store vismand Sun Wukong, redder den Højeste Skat Tang Sanzang, som blev holdt fanget af Hestedæmonkongen. Men da Sun Wukong, der blev Zizunbao, vender sig væk fra hende, kan Zixia Xianzhe ikke bære sorgen og ofrer i sidste ende sit liv til Hestedæmonkongens spyd i Sun Wukongs sted. Efter at have mistet Zixia Xianzhe, som han virkelig elskede, er Sun Wukong opslugt af ekstrem vrede, smerte og sorg. Jo mere han lider, jo tættere klemmer det Gyldne Pandebånd hans pande.
Måneskinsperlens kraft bringer ham endnu engang tilbage til hulen 500 år senere. Lige før Sun Wukong, Tang Sanzang, Sha Wujing og Zhu Bajie tager afsted til de fjerne vestlige regioner, ser de en mand og kvinde stå oven på bymurene. Den Højeste Buddha, klædt som en solnedgangskriger, forbereder sig på at forlade, mens kvinden, der klamrer sig til ham, er ingen ringere end Zixia Xianzi.
I sidste ende er filmens tema 'kærlighed'. Og om Stephen Chows tidsrejse over 500 år var en drøm, fantasi eller virkelighed, er ligegyldigt. For uanset hvordan tidens retning ændrer sig, løber en kompleks kærlighedshistorie gennem hans hjerte. Desuden valgte han måske at bevare sin tidligere kærlighed i form af Solnedgangskrigeren, der erstattede Sun Wukong, der allerede fysisk havde afbrudt alle bånd til menneskelige verdslige anliggender. Som et værdsat fotografi gemt væk i en skuffe.

Komedie

Stephen Chows signaturkomedie skinner umiskendeligt igennem i dette værk. Selvom filmen bærer på en tragisk kærlighedshistorie, der tydeligvis ikke kan opfyldes, er det vigtige, at Stephen Chow bruger denne seriøse fortælling som et fundament for at fremvise sin unikke komiske sensibilitet. I filmen griner han aldrig. Fra et konventionelt perspektiv eksploderer hans fantasi med absurditet ved hver en ende, men Stephen Chow taler om kærlighed med fuldstændig oprigtighed i hvert øjeblik, kæmper desperat for at overleve, og det er netop denne alvor, der fremkalder endnu større latter.
Et andet bemærkelsesværdigt element i 'A Chinese Odyssey' er dens parodi på instruktør Wong Kar-wai, der udløste en sensationel reaktion blandt unge filmelskere på den tid. 'A Chinese Odyssey' afspejler smagen hos Eugene Yoo, der producerede 'Ashes of Time' og instruerede 'East Is East', og parodierer scenen fra 'Ashes of Time', hvor Yang Zhaowei reciterer et kærlighedsdigt midt i ørkenen. Denne scene er imponerende rekonstrueret med en dobbelt struktur: Den Højeste Skat, nu Sun Wukong, ser tilbage på sit tidligere jeg. Den parodierer også mesterligt den berømte replik fra 'Chungking Express' leveret af Kim Seong-moo: "Hvis jeg skulle sætte en tidsgrænse for kærlighed, ville jeg gøre den til ti tusinde år." Den genskaber endda perfekt den sidste scene fra 'Eastern Condor', hvor en karakter, der falder fra en klippe, længes efter uopfyldt kærlighed gennem døden og fremkalder beundring.
Hvis det var endt med blot disse parodier, ville værket selvfølgelig være forblevet en ren wuxia-komedie. Serien 'Journey to the West' udfolder dog mere indviklet Stephen Chows gennemgående tematiske bekymring: den narrative struktur af et ydmygt liv, der genfødes som en helt. Den dramatiske og omhyggeligt udformede rejse af den Højeste Skat, der blot var lederen af ​​en gruppe uvidende ørkenbøller, skildres. Efter at have sprunget gennem 500 år, oplevet kærlighed, skæbne og alle livets glæder og sorger, genfødes han endelig som Sun Wukong, der drager ud for at få fat i de hellige skrifter.
Serien "Rejsen til Vesten", hvor den morsomme besværgelse "Poro Poromi" sameksisterer med den gribende replik "Hvis jeg skal sætte en tidsgrænse for kærligheden, ville det være ti tusind år", er en slags højglanspoleret gaveæske, der samtidig leverer den unikke blanding af følelser og latter, der er karakteristisk for Stephen Chows film.

Hvad er fantasi?

Hvad er fantasy egentlig? Fantasy findes i film, i spil og kan findes på tværs af forskellige medier som romaner, animation og tegneserier. Med rødder i den menneskelige fantasi har folk ubarmhjertigt forfulgt fantasy fra gamle legender til moderne romaner, spil, animation og film. I det nye århundrede og midt i hastigt skiftende virkeligheder viser mennesker, der føler vage bekymringer, i stigende grad en dybere interesse for fantasiens verden snarere end virkeligheden. Desuden har akkumuleringen af ​​videnskab, teknologi og kapital, som menneskeheden har opnået, muliggjort diversificeringen af ​​udtryksmidler og -metoder, hvilket har ført til, at nye generationer higer efter andre former for medier og fortællinger. Af disse grunde har fantasi og mytologi transcenderet litteraturen og migreret ind i forskellige medier som film og spil. I dag møder vi naturligt fantasy under forskellige navne gennem filmmediet.
I slutningen af ​​1990'erne var folk grebet af frygt for 'århundredets slutning'. Det var en tid, hvor forventningen til det nye århundrede sameksisterede med en uforklarlig frygt og angst. Som følge heraf begyndte folk at vende blikket mod fantasiens verden - et rige fyldt med fantasi, glæde og flugt - for at flygte fra den angstfyldte og skræmmende virkelighed. I bund og grund valgte de fantasi som et alternativ til deres foruroligende virkelighed. Inden for fantasiverdenen søgte folk at ryste den frygt og angst af sig, de følte i virkeligheden. Værker som 'Harry Potter' og 'Ringenes Herre' var gode eksempler, der tilfredsstillede dette ønske og trak mange væk fra en skræmmende virkelighed ind i en imaginær verden befolket af feer, magi og helte, der redder menneskeheden.
Denne fantasiverden er uhæmmet af tid og rum, hvor fantastiske begivenheder, der aldrig kunne finde sted i virkeligheden, udfolder sig som om de var helt naturlige. Historier fyldt med mytiske elementer følger ofte strukturer som "Der var engang en flot prins og en smuk prinsesse, der mødtes og levede lykkeligt til deres dages ende" eller "En venlig, men mishandlet pige af sin stedmor finder til sidst lykken". Vi oplever stedfortrædende opfyldelse, når vi hører disse fortællinger. Gennem sådanne fortællinger løser vi indirekte ønsker og følelser, vi længtes efter at opnå i virkeligheden, men ikke kunne.
Selvom historien kortvarigt kom ud af kurs, lad os vende tilbage til udgangspunktet og undersøge, hvad fantasy egentlig er. Fantasi, altså illusion, er noget, der ikke eksisterer i denne verden og ikke kan gribes med hånden. Men netop fordi den ikke kan gribes, er det en genre, vi higer endnu mere efter. Fantasy er ikke blot en adspredelse i livet; det er en vigtig fortælleform, der fungerer som et spejl, der afspejler verden, og sommetider endda udfører funktionen af ​​at kritisere virkeligheden.